Indsamling af kundedata handler om at få indsigt i dine kunders præferencer, adfærd og købshistorik. Oplysningerne kan du bruge til at give kunderne en mere personlig oplevelse og øge salget. Men det kræver, at du er åben om, hvilke data du indsamler, og hvordan du bruger dem. Med større fokus på databeskyttelse og begrænsninger for sporing på nettet er førstepartsdata blevet en vigtig kilde til viden om kunderne.
Ifølge en undersøgelse fra Twilio Segment fra 2023 betragtede 78 % af de adspurgte virksomheder førstepartsdata som den mest værdifulde kilde til personlig markedsføring. I 2022 var tallet 37 %.
Når du indsamler oplysninger gennem kundernes aktivitet i webshoppen og feedback efter køb, får du et bedre indblik i deres interesser, behov og købsvaner.
Denne guide viser dig, hvordan du indsamler og bruger kundedata til at udvikle din forretning.
1. Brug kilder til førstepartsdata
Førstepartsdata er oplysninger, du selv indsamler direkte fra dine kunder, for eksempel når de handler eller besøger din webshop. De adskiller sig fra tredjepartsdata, som kommer fra eksterne kilder som dataudbyderen Acxiom.
Der er flere måder at indsamle kundeoplysninger på i din webshop og fysiske butik.
Interaktioner på websitet
Din webshop er et oplagt sted at indsamle data om kundernes adfærd. Med Shopifys pixeladministrator kan du tilføje og administrere pixels, der registrerer kundehændelser som:
- Sidevisninger
- Varer lagt i indkøbskurven
- Køb
- Besøg på produktsider
- Hændelser i betalingsflowet
Disse oplysninger giver dig et bedre indblik i, hvordan besøgende bruger din webshop. Med Shopify Analytics kan du blandt andet se, hvilke sider kunderne besøger, hvor langt de kommer i købsforløbet, og hvor lang tid de bruger i webshoppen. Oplysninger om køb og kundekonti kan desuden samles i Shopifys kundeprofiler.
Du kan for eksempel undersøge, om kunderne ofte kigger på vinterjakker og tørklæder under samme besøg. Den viden kan du bruge til at vise produkterne sammen på produktsiderne eller samle dem i en kollektion. Det gør det nemmere for kunderne at finde varer, der passer sammen, og kan føre til flere køb.
💡 Tip: Ved at kombinere pixeldata med andre førstepartsdata, for eksempel købshistorik og tilmeldinger til nyhedsbrevet, kan du få et mere samlet billede af dine kunder og målrette din markedsføring bedre. Husk, at Digitaliseringsstyrelsen kræver samtykke til brug af pixels, når de ikke er teknisk nødvendige.
Oprettelse af konto og login
Når kunderne opretter en konto i din webshop, kan du indsamle oplysninger direkte fra dem om deres præferencer og vaner. Giv dem en god grund til at oprette sig ved at tilbyde funktioner, de rent faktisk bruger:
- Gem favoritvarer og indkøbslister.
- Følg ordrer og håndter returneringer.
- Få adgang til købshistorik.
- Få personlige produktanbefalinger på kundekontoen.
Gør det nemt at oprette en konto. Bed kun om de vigtigste oplysninger i første omgang, for eksempel e-mailadresse, adgangskode og eventuelt telefonnummer.
Efterhånden som kunderne bruger webshoppen, kan du spørge ind til flere af deres præferencer. Med nyttige funktioner på kundekontoen har de samtidig en god grund til at logge ind igen og dele flere oplysninger.
Giv kunderne noget til gengæld for de oplysninger, de deler. En Forrester-undersøgelse fra 2022 viste, at 36 % af de adspurgte amerikanske onlinekunder mente, at intet kunne få dem til at dele oplysninger. Til gengæld var 31 % positive over for kontante belønninger, mens 22 % blev motiveret af loyalitetspoint.
Transaktionsdata
Din betalingsproces er et indsamlingspunkt for kundedata, der ofte overses. Transaktionsregistreringer afslører data om kundeadfærd som:
- Hvor ofte og hvornår kunderne handler (for eksempel sæsonbestemte købsmønstre)
- Gennemsnitlig ordreværdi og forbrugsvaner
- Hvilke produkter kunderne ofte køber sammen
- Foretrukne betalingsmetoder
- Om kunderne foretrækker at handle online eller i fysisk butik
En hurtig betalingsløsning som Shop Pay kan også gøre det nemmere at indsamle købsdata. Betalinger via Shop Pay giver mere detaljeret indsigt i kundernes køb og har en gennemsnitlig ordreværdi, der er 19 % højere end ved andre betalingsmetoder.
Shop Pay er tilgængelig både online og i fysiske butikker via Shopify POS. Det gør det lettere at knytte køb i butikken til kundeprofiler, så du får bedre indsigt i dine kunder og kan følge op med relevant markedsføring, når du har det nødvendige samtykke.
Med detaljerede rapporter over salg og ordrer betalt via Shop Pay kan du analysere kundernes købsvaner og se, hvor godt betalingsløsningen fungerer. Du kan blandt andet undersøge, hvilke varer kunderne ofte betaler med Shop Pay, og bruge den viden til at finde populære produkter og tilpasse dit sortiment efter efterspørgslen.
2. Brug kundeinteraktioner til at forstå kundernes adfærd
Feedback og undersøgelser
Kundeundersøgelser efter køb giver dig værdifuld viden direkte fra kunderne. En kort undersøgelse lige efter et køb kan for eksempel afsløre, hvad der fik kunden til at handle hos dig, og hvordan vedkommende fandt frem til din webshop.
Sådan får du mere ud af dine kundeundersøgelser:
- Hold dem korte med højst 3-4 spørgsmål
- Placer dem på takkesiden eller ordrestatussiden
- Stil konkrete spørgsmål (f.eks. "Hvordan hørte du om os?")
- Giv mulighed for både vurderinger og åbne svar
Du kan for eksempel bruge Shopify-appen Fairing til at lave undersøgelser efter køb med forskellige spørgsmål til nye og tilbagevendende kunder. Værktøjet sammenholder svarene med data om kundernes livstidsværdi, så du kan se mønstre i, hvordan forskellige kundegrupper finder frem til din webshop.
Fairing kan også integreres direkte med flere af de værktøjer, du bruger i Shopify:
- Synkronisering med ordredata fra Shopify Orders
- Forbindelse til Klaviyo til e-mailopfølgning
- Eksport til Google Sheets for nem analyse
- Automatiseringsmuligheder med Shopify Flow
- Fungerer med Shopifys checkout-udvidelser til ordrestatus og takkesiden
Du kan også måle din Net Promoter Score (NPS) og sammenholde resultaterne med købsdata. På den måde kan du undersøge, om kundernes lyst til at anbefale din webshop hænger sammen med, hvad de har købt, og hvordan de fandt frem til dig.
Engagement på sociale medier
Kundernes aktivitet på sociale medier kan også give dig indsigt i deres interesser og præferencer. Læg mærke til, hvad de skriver i kommentarerne, hvilke opslag de deler, og hvilke stories de reagerer mest på.
Forestil dig, at du driver et tøjmærke og opdager, at kunderne ofte tagger dig i opslag, hvor de bruger dine sweatere til hverdag frem for til fest. Det fortæller dig noget om, hvordan kunderne faktisk bruger dit tøj, og kan give inspiration til både produktbeskrivelser og markedsføring. Den slags spontane interaktioner kan give dig indsigt, som du ikke nødvendigvis får gennem traditionelle kundeundersøgelser.
Hold øje med:
- Kommentarer og beskeder om specifikke produkter
- Populære hashtags, som kunderne bruger sammen med dine produkter
- Hvilke typer indhold der bliver gemt og delt mest
- Spørgsmål til kundeservice, der går igen
3. Optimér formularer til leadindsamling og vækst i e-maillister
Pop op-formularer er en god måde at få flere tilmeldinger til dit nyhedsbrev og nå ud til potentielle kunder med e-mailmarketing. Ifølge en undersøgelse fra Litmus giver e-mailmarketing i gennemsnit 36 dollars i afkast for hver dollar, der investeres.
Shopify Forms er den nemmeste måde at opnå dette på. Med værktøjet kan du:
- Oprette flere formularer og få flere tilmeldinger til din e-mailliste
- Godkende engroskunder
- Indsamle oplysninger om besøgende i din webshop
- Tilpasse formularernes udseende og vælge, hvilke oplysninger du vil indsamle
- Tilbyde rabatter for at motivere kunderne til at tilmelde sig dit nyhedsbrev
Shopify Forms fungerer også sammen med Shop-appen. Når kunder bruger deres Shop-konto til at tilmelde sig, kan rabatkoder fra formularerne gemmes på kontoen og automatisk bruges ved betaling med Shop Pay. Du kan desuden administrere formularer, følge resultaterne og automatisere din markedsføring med Shopify Flow.
Gør det tydeligt, hvad kunderne får ud af at tilmelde sig. Du kan for eksempel tilbyde rabat på første køb eller tidlig adgang til særlige tilbud. Forklar også, hvilke e-mails kunderne siger ja til at modtage, og sørg for at indhente det nødvendige samtykke. Makeupbrandet ColourPop fremhæver for eksempel, at abonnenter får besked om tilbud før andre. Det giver kunderne en konkret grund til at skrive sig op på din e-mailliste.

💡 Tip: Placer de vigtigste felter, for eksempel e-mailadresse og navn, øverst i formularen. Hold antallet af felter nede, så kunderne hurtigt og nemt kan tilmelde sig.
4. Få mere ud af dine kundedata med CRM og automatiseret markedsføring
Et godt CRM-system (Customer Relationship Management) giver dig et bedre overblik over dine kunder. Med Shopify kan du samle oplysninger fra både webshoppen og den fysiske butik i detaljerede kundeprofiler. Hvis en kunde for eksempel køber løbesko i din butik og senere kigger på sportstøj på din hjemmeside, kan oplysningerne fra begge besøg samles i én kundeprofil.
Det amerikanske westernbrand Tecovas (artikel på engelsk) er et godt eksempel. Virksomheden bruger særlige udvidelser til sit kassesystem, så medarbejderne hurtigt kan se kundernes præferencer og købshistorik fra virksomhedens mere end 30 butikker. Personalet kan for eksempel se, hvilke støvler en kunde tidligere har købt, og anbefale nye modeller eller tilbehør, der passer til.
Med automatiseret markedsføring kan du bruge disse oplysninger til at sende mere relevante beskeder til kunderne. Du kan for eksempel give kunder besked, når en vare, de har vist interesse for, kommer på lager igen, eller sende målrettede e-mails baseret på tidligere køb, når de har givet samtykke. Ifølge Shopify kan virksomheder, der bruger samlede kundeprofiler, opnå op til 20 % højere ordreværdi.
Her er fem trin, du kan komme i gang med:
- Forbind dit CRM-system med din handelsplatform, så kundeprofilerne opdateres automatisk.
- Opsæt automatiserede arbejdsgange, der indsamler oplysninger fra relevante kundeinteraktioner.
- Inddel kunderne i segmenter ud fra deres købsvaner og præferencer.
- Lav målrettede markedsføringskampagner baseret på kundernes faktiske adfærd.
- Følg resultaterne i rapporterne fra Shopify Analytics.
5. Overholdelse af privatliv og sikkerhed
Åbenhed om, hvordan du indsamler og bruger kundedata, skaber tillid hos kunderne og gør det nemmere at overholde reglerne. Fortæl, hvilke oplysninger du indsamler, for eksempel e-mailadresser, købspræferencer og kundernes aktivitet i webshoppen. Forklar også, hvorfor du indsamler oplysningerne, og hvad du bruger dem til.
Shopify har flere værktøjer, der hjælper dig med at overholde databeskyttelsesregler som GDPR og den amerikanske CCPA:
- Databehandleraftaler, der beskriver, hvordan personoplysninger behandles
- Indbyggede værktøjer til at håndtere kundernes samtykke til cookies og sporing
- Sikkerhedsforanstaltninger og kryptering, der beskytter kundeoplysninger
- Vejledninger og værktøjer til at administrere din webshops privatlivspolitik
Når en kunde opretter en konto, kan du for eksempel spørge: "Må vi bruge oplysninger om dine præferencer til at vise dig mere relevante produktanbefalinger? Du kan altid trække dit samtykke tilbage." Fortæl samtidig, hvordan kunden kan ændre sit valg. På den måde ved kunderne, hvad de siger ja til, og kan føle sig mere trygge ved at dele deres oplysninger.
6. Analysér og brug data til personalisering
Personlige kundeoplevelser begynder med en forståelse af, hvordan dine kunder handler. Ifølge EY POS Market Report (november 2024) havde virksomheder med Shopify POS i gennemsnit en beregnet salgsfordel på 8,9 % sammenlignet med de øvrige virksomheder i undersøgelsen.
Kundernes køb kan afsløre mønstre, som du kan bruge til at tilpasse din forretning. Forestil dig, at du driver en skobutik og opdager, at mange kunder køber nye løbesko cirka hver sjette måned. Den viden kan du bruge til at sikre, at populære størrelser er på lager, sende påmindelser til kunder, der har sagt ja til at modtage dem, og tilbyde særlige fordele til dine faste kunder.
Du kan også bruge kundedata til at skabe mere personlige kundeoplevelser og målrette din markedsføring. Det indiske wellnessbrand VAHDAM (artikel på engelsk), der sælger te, krydderier og andre produkter til kunder i over 130 lande, er et godt eksempel.
Virksomheden stod med en udfordring: Kunderne havde forskellige præferencer og købsvaner alt efter, hvor i verden de boede. Derfor valgte VAHDAM at tilpasse sin webshop og markedsføring til de enkelte markeder ved at:
- Oprette særlige sider til produktlanceringer i forskellige regioner
- Tilpasse betalingsfunktionerne til de enkelte markeder
- Målrette markedsføringen mod forskellige kundegrupper
- Bruge kundedata til at planlægge ekspansion til nye markeder
Ifølge Shopifys egen case har VAHDAM tredoblet sin omsætning fra direkte salg til forbrugerne og øget konverteringsraten på websiderne og i betalingsflowet med 25 %. Virksomheden bruger kundedata til at forstå lokale købsvaner og tilpasse oplevelsen derefter. Kunder i USA kan derfor møde andre produktanbefalinger og kampagner end kunder i Storbritannien og Canada. Samme tilgang kan være relevant for en dansk webshop, der sælger til kunder i flere lande.
7. Løbende forbedring
Dine metoder til indsamling af kundedata bør løbende tilpasses din forretning og kundernes behov. Gennemgå, hvordan du indsamler oplysninger i dag, og find ud af, hvilke kontaktpunkter der giver dig den mest brugbare viden. Hvis dine kundeundersøgelser efter køb for eksempel får få besvarelser, men giver værdifuld indsigt, kan du prøve at forkorte dem eller tilbyde en lille belønning for at deltage.
Prøv jævnligt nye metoder, og se, hvad der fungerer bedst. Du kan blandt andet:
- Afprøve forskellige modeller for loyalitetsprogrammer
- Teste forskellige incitamenter for at oprette konto
- Justere tidspunktet for, hvornår du beder kunderne om feedback
Når du ændrer noget, er det en god idé at tage én ting ad gangen. Hvis du for eksempel vil have flere kunder til at oprette en konto, kan du begynde med at måle, hvor mange der tilmelder sig i dag. Prøv derefter én ændring, for eksempel en enklere tilmeldingsformular. Lad testen køre længe nok til, at du har et pålideligt grundlag for at vurdere resultatet. Det kan tage flere uger, afhængigt af hvor mange besøgende din webshop har.
Små forbedringer baseret på konkrete målinger og A/B-testning giver dig gradvist et bedre indblik i dine kunder og deres behov. Når du løbende undersøger, hvad der virker, bliver det nemmere at tilpasse kundeoplevelsen, træffe bedre beslutninger og skabe grundlag for øget salg.
Ofte stillede spørgsmål om indsamling af kundedata
Hvordan indsamler man kundedata?
Du kan indsamle kundedata, når kunder handler, opretter en konto eller deltager i undersøgelser. Du kan også få oplysninger gennem kundernes aktivitet i webshoppen, loyalitetsprogrammer og køb i den fysiske butik. Sørg for at fortælle kunderne, hvilke data du indsamler, og hvad du bruger dem til. Du skal have et lovligt behandlingsgrundlag og indhente samtykke, når det er påkrævet.
Hvordan indsamler man kundedata i et CRM?
Indstil dit CRM-system til at registrere kundeinteraktioner som købshistorik, henvendelser til kundeservice og kommunikationspræferencer. Ved at forbinde CRM-systemet med din webshop og dit kassesystem kan du samle oplysningerne i kundeprofiler, der automatisk opdateres, når kunderne handler eller er i kontakt med din forretning.
Hvordan indsamler man oplysninger fra kunder?
Du kan spørge kunderne direkte gennem undersøgelser, feedbackformularer eller i forbindelse med køb og oprettelse af en konto. Giv dem en god grund til at dele deres oplysninger, for eksempel personlige produktanbefalinger, fordele gennem loyalitetsprogrammer eller en nemmere købsoplevelse. Vær tydelig om, hvad oplysningerne skal bruges til, og bed kun om det, du har brug for.
Hvad er de fire typer kundedata?
Kundedata kan inddeles i fire hovedtyper: identitetsdata (grundlæggende oplysninger om kunden), adfærdsdata (købsvaner og aktivitet i webshoppen), engagementsdata (kundens interaktioner med din forretning) og holdningsdata (kundens meninger og præferencer). Tilsammen kan de give dig et bedre billede af dine kunder, så du kan tilpasse både kundeoplevelsen og din markedsføring til deres behov.

