På mange hjemmesider hjælper ankerlinks besøgende med at få overblik over indholdet og hurtigt finde de oplysninger, de leder efter. Samtidig kan linkene gøre sidens opbygning tydeligere for søgemaskiner. Her får du en introduktion til, hvad et ankerlink er, hvordan du opretter det, og hvordan det kan understøtte din søgemaskineoptimering.
Hvad er et ankerlink?
Et ankerlink, også kaldet et springlink, er et klikbart link, der fører til et bestemt sted på den samme webside. Det er en form for internt link, fordi læseren bliver på hjemmesiden. Eksterne links fører derimod besøgende videre til en anden hjemmeside.
Du finder ofte denne type links øverst på en webside, hvor de gør det nemt at springe direkte til bestemte afsnit. De fungerer som en slags indholdsfortegnelse, der giver læseren overblik over indholdet. Du kan også bruge dem til flydende "Tilbage til toppen"-knapper. Begge dele gør hjemmesiden mere overskuelig og nemmere at navigere på.
Ankerlinks er praktiske genveje til blogindlæg, e-mailnyhedsbreve og andet omfattende indhold, hvor læseren hurtigt skal kunne finde frem til relevante oplysninger.
Du kan oprette disse links direkte i sidens HTML-kode. Her bruger du et <a>-tag til selve linket og en href-attribut til at angive, hvor på siden det skal føre hen. Det afsnit, du vil linke til, skal samtidig have et unikt id.
Hvordan påvirker ankerlinks SEO?
Ankerlinks kan understøtte din søgemaskineoptimering (SEO) ved at skabe en tydeligere struktur på siden og gøre indholdet lettere at finde rundt i. Beskrivende ankertekster med relevante søgeord hjælper søgemaskinerne med at forstå, hvad de forskellige afsnit handler om. Samtidig kan links til bestemte afsnit forbedre brugeroplevelsen, fordi besøgende hurtigere finder det, de leder efter. Det kan også mindske risikoen for, at de forlader siden uden at udforske indholdet.
Greg Bernhardt, SEO-strateg hos Shopify, forklarer: "Ankerteksten giver Google vigtig information om, hvad den side, linket fører til, handler om. Du kan se det som en anbefaling af sidens emne. Jo tydeligere og mere præcis teksten er, desto stærkere er signalet til Google. Hvis du f.eks. bruger ankerteksten 'Køb blå produkter fra Canada', fortæller du Google, hvad siden handler om. En vag formulering som 'Klik her' gør det derimod sværere for brugeren at vide, hvad der venter, og giver ikke Google nogen brugbar information om sidens indhold."
Sådan opretter du ankerlinks
Mange hjemmesideprogrammer og teksteditorer har indbyggede funktioner, som gør det nemt at indsætte links til bestemte afsnit. Du kan også oprette dem selv direkte i HTML-koden ved hjælp af <a>-tags. Fremgangsmåden er den samme, uanset om du arbejder i en kodeeditor som Visual Studio Code eller Sublime Text.
1. Opret ankerelementet
Start med at finde det afsnit eller element i din HTML-kode, som linket skal føre til. Afsnittet skal have et unikt ID, så browseren ved, hvor den skal navigere hen. Du kan bl.a. kalde det "part1". Indsæt derefter id="afsnit1" i afsnittets åbningstag. Husk at sætte ID'et i almindelige, lige anførselstegn, så koden fungerer korrekt. Her er et eksempel:
<html>
<body>
<h1 id="part1">Første afsnit</h1>
<p>Her er indholdet i det første afsnit.</p>
</body>
</html>
2. Opret ankerlinket
Nu skal du forbinde linket med det ID, du oprettede i første trin. Det gør du med en href-attribut, der fortæller browseren, hvor linket skal føre hen. Indsæt a href="#part1" til at oprette dit ankerlink på siden. Din kode vil nu se nogenlunde sådan ud:
<html>
<body>
<a href="#part1">Gå til første afsnit</a>
<h1 id="part1">Første afsnit</h1>
<p>Her er indholdet i det første afsnit.</p>
</body>
</html>
3. Test dit ankerlink
Gem din HTML-fil, og åbn siden i en browser. Klik derefter på linket for at kontrollere, at det fungerer. Hvis alt er sat korrekt op, springer browseren direkte til det afsnit, du har knyttet linket til.
Sådan optimerer du ankerlinks til SEO
Strategisk brug af ankerlinks kan gøre din hjemmeside mere overskuelig for både besøgende og søgemaskiner. Det sikrer ikke i sig selv højere placeringer i søgeresultaterne, men kan være en del af en god SEO-strategi for din webshop. Her er fire gode råd til, hvordan du får mest muligt ud af dine links:
1. Brug relevante søgeord
Vælg korte, beskrivende ankertekster, der tydeligt fortæller læseren, hvad linket fører til. Relevante søgeord kan samtidig hjælpe søgemaskinerne med at forstå sidens indhold. Undgå dog at presse søgeord ind, hvor de ikke passer naturligt. En ankertekst som "Se leveringsmuligheder" er f.eks. mere nyttig end "Klik her", hvis linket fører til et afsnit om levering.
2. Placér links tydeligt på siden
Dine ankerlinks skal være nemme at finde og tydeligt adskille sig fra den øvrige tekst. Du kan f.eks. samle dem i en indholdsfortegnelse øverst på siden, så besøgende hurtigt kan springe til de afsnit, de er interesserede i. Det gør navigationen lettere og hjælper læserne med at finde relevant indhold uden unødvendig scrolling.
3. Strukturér siden strategisk
En overskuelig sidestruktur gør det lettere for både besøgende og søgemaskiner at forstå indholdet. Brug derfor links til de vigtigste afsnit, som bedst besvarer læsernes spørgsmål. På en webshop kan det bl.a. være størrelsesguides, leveringsoplysninger eller returregler. Sørg for, at overskrifter og linktekster hænger naturligt sammen, så læserne ved, hvad de kan forvente.
4. Optimér til alle platforme
Tjek, at dine links fungerer på både mobil, tablet og computer samt i forskellige browsere som Firefox og Google Chrome. Sørg også for, at de kan bruges med tastatur og skærmlæsere, så du tager højde for webtilgængelighed. Links, der ikke virker på bestemte enheder eller i bestemte browsere, kan frustrere besøgende og gøre det sværere for dem at finde rundt på din hjemmeside.
Ofte stillede spørgsmål om ankerlinks
Hvad er forskellen på ankerlinks og springlinks?
Der er ingen forskel på ankerlinks og springlinks. Begge betegnelser bruges om links, der fører direkte til et bestemt sted på en webside. Springlink er en mere uformel betegnelse for den samme funktion.
Kan ankerlinks bruges med billeder og videoer?
Ja, du kan bruge billeder som klikbare links eller oprette links, der fører direkte til et billede eller en video på siden. Hvis linket skal føre til medieindholdet, giver du billedet, videoen eller det tilhørende afsnit et unikt ID, f.eks. id="anchor", som linket derefter kan henvise til.
Hvordan tester jeg, om mine ankerlinks virker korrekt?
Åbn din hjemmeside i en browser på både computer og mobil, og klik på hvert ankerlink. Kontrollér, at linkene fører til de rigtige afsnit på siden, og at de også fungerer, når du navigerer med tastaturet.
Påvirker ankerlinks sidens indlæsningstid?
Nej, som udgangspunkt ikke. Links til afsnit på samme side kræver hverken en ny sideindlæsning eller ekstra serveranmodninger. Derfor har de normalt ingen mærkbar betydning for hjemmesidens indlæsningstid.
Er der nogen tilgængelighedshensyn, man skal tage, når man bruger ankerlinks?
Ja, det er vigtigt at tænke på tilgængeligheden, så alle besøgende nemt kan navigere på din hjemmeside. Brug tydelige og beskrivende linktekster, der fortæller, hvor linket fører hen, og undgå uklare formuleringer som "Klik her". Sørg også for, at dine links fungerer med tastatur og skærmlæsere, og test dem i forskellige browsere og på mobilenheder.

